torsdag den 2. oktober 2008

Fremtidens medicin og dokumentationen for den

Bag kulisserne sker der interessante landvindinger indenfor den medicinske forskning. Den model for dokumentation – det randomiserede, blindede og placebo-kontrollerede studie (RCT…randomised controlled trial)– er ved at blive taget op til genovervejelse. Ikke fordi der er noget galt med RCT'er som sådan. Det problem vi har, er at man ser på RCT'er som den eneste form for dokumentation i medicinske og sundhedsmæssige sammenhænge. RCT'er er lavet til at teste og kvantificere effekten af en monobehandling overfor en given sygdom. Altså man giver en enkelt ting, der bruges til at behandle en given sygdom. D.v.s. hvordan et specifikt middel virker på en bestemt diagnose. Det er en glimrende måde at undersøge hvorvidt og hvordan et medikament, der jo er en monobehandling, virker på en given diagnose…i hvert fald hvis studiet laves godt nok og der ikke fifles med resultaterne og analysen, noget der desværre forekommer.
Men RCT'er er slet ikke egnede til at teste mere komplicerede og avancerede interventioner, såsom kostomlægning, livsstilsændringer med flere komponenter eller brugen af flere næringsstoffer på en gang, da de statitiske modeller der bruges i RCT'er ikke kan finde hoved og hale i mere end en enkelt intervention/behandling ad gangen. Betyder det så, at behandlinger og interventioner der ikke kan testes med en RCT ikke er videnskabelige? Betyder det at deres effekt ikke kan dokumenteres? At de ikke kan bruges? At de ingen effekt har? NEJ!
Et trin tilbage for større overblik: Moderne medicin har egentlig sejret sig selv ihjel. Det er fantastisk at man kan give en antibiotikabehandling og kurere en ellers dødelig infektion. Det er fantastisk at man kan give binyrebarkhormoner og stoppe et akut anfald af tarmbetændelse eller ødemer i hjernen efter f.eks. et biluheld. Læg mærke til trenden her: Medikamenter virker akut på meget specifikke problemer, der er meget afgrænsede både fysisk og tidsmæssigt! Så ja, moderne medicin har gjort mennesket i stand til at håndtere en lang række helbredsproblemer, sygdomme og situationer der ellers ville være fatale.
So far so good. Men man må også se en anden ting i øjnene: Der er en masse helbredsproblemer udover de akutte ting, hvor moderne medicin ikke virker rigtig effektivt. Livsstilssygdomme i bredeste forstand er ikke noget der er opstået akut, de er ikke resultatet af en enkelt mekanisme, der er kørt af sporet. De er resultatet af mange faktorer i samspil. Så her er moderne medicin ikke så egnet, for det er designet til at påvirke en bestemt ting eller mekanisme i kroppen, ikke mange sammenhængende faktorer, ikke samspillet mellem forskellige systemer og reaktioner i kroppen. Og RCT'er ikke egnede til at undersøge behandlinger og interventioner af sådanne problemer, for RCT'er kan kun "overskue" en bestemt ting ad gangen. Men det er jo ikke det, der skal til for virkelig at håndtere velfærdssygdomme.
En analogi: Det har været et fantastisk fremskridt, da hammeren blev opfundet. Alt arbejde med træ blev meget nemmere, for nu kunne man slå søm i. Det har ledt til løsning af en masse problemer med bygning af møbler, bygninger o.s.v. Det har ledt til fremskridt og udvikling. Hvordan kan man så teste, om en hammer er god? Om den virker? Man kan prøve at slå søm i med den. Man kan checke om grebet passer ens hånd. Man kan undersøge om det materiale hammeren er lavet er, er holdbart nok til en hammer. Hvis hammeren "dumper" på nogle af de områder, så er det en dårlig hammer. Men der er jo visse ting en hammer ikke kan. Man kan ikke bruge en hammer til at save et stykke træ over. En hammer er også håbløs, hvis man skal skrue skruer i noget. Samtidig er både save og skruetrækkere jo ret vigtige, hvis man vil arbejde med træ.
Forestil dig nu, at man kun vælger at teste værktøj, ved at teste som man ville teste en hammer. Dette gør man, fordi det var en landvinding da hammeren kom til verden. Men hov, ja ja, hammeren var fantastisk, men den er jo ikke det eneste relevante stykke værktøj til træarbejde. Derfor kan man heller ikke teste værktøj som helhed, ved at teste som man ville teste en hammer.
Det er desværre det man har låst sig fast på i moderne medicin. På grund af den succes moderne medicinsk behandling (altså farmaceutisk behandling med lægemidler) har været overfor visse helbredsproblemer og sygdomme, har man nu fået den ide, at effektiviteten af al behandling skal måles på den måde, der passer bedst til lægemidler. Det svarer til at prøve at teste om en sav er et godt stykke værktøj, ved at checke de ting man ville checke med en hammer. Selvfølgelig får man et negativt svar. Det er ikke fordi saven ikke virker. Ej heller fordi det ikke kan lade sig gøre hvorvidt saven virker. Problemet er, at man har valgt at bruge de forkerte redskaber til at undersøge.
Så når ting som mere omfattende kostændringer med flere komponenter bliver afvist som værende uvidenskabelige eller udokumenterede, er det ikke helt korrekt. Ja, de er måske ikke blevet undersøgt med en RCT. Det kan være fordi ingen har haft ressourcerne til at lave en RCT, fordi det ikke er muligt at lave en RCT til at undersøge lige den behandling eller fordi en RCT ikke har kunnet påvise noget resultat…ligesåvel som en sav ikke kan bruges til at slå søm i et stykke træ og en "søm-i-slånings-test" derfor ikke ville sige noget, hvis man overhovedet kan lave en sådan med en sav.
Når der så er mange mennesker, der oplever en forbedring ved at bruge og benytte sig af sådanne "udokumenterede" ting, bliver det pludselig klart, hvor stort et problem det er, at man stadigvæk kun bruger RCT'er som "lovlig" dokumentation. Folk gør noget "alternativt" og det har en effekt på dem, men det kan ikke undersøges med en RCT. Derfor kan det ikke være "sandt". Jo det kan! Jo det er!
Hvis man skulle være lidt fræk, kunne man påstå at dem der blankt afviser alt sådant "alternativt", fordi det ikke er bevist med en RCT, faktisk svigter patienterne. De bliver ikke informeret om behandlinger og tiltag, der kunne gøre en forskel for dem. De får ikke noget at vide, fordi man kun vil forholde sig til ting, der kan testes med RCT'er. Problemet er blot, at der er masser af behandlingsformer, der ikke kan testes med RCT'er eller der ikke egner sig til at blive testet og evalueret på den måde.

søndag den 21. september 2008

Gennemsnitsmedicin vs. individuelt tilpasset behandling

En af årsagerne til uenigheden mellem "det officielle sundheds-Danmark" og alle os andre, er hvor fokus ligger. Er det gennemsnittet (og derved også laveste fællesnævner) der fokuseres på eller skal der ses nærmere på individdet?
Lad os tage et par af de omdiskuterede emner, for at illustrere hvordan forskellen i tilgang leder til uenigheder. Første eksempel: Gluten. Fakta er, at 1-5% af befolkningen i alle vestlige samfund lider af cøliaki i en eller anden grad. Har du cøliaki, så forårsager gluten masser af forskellige helbredsproblemer. Ikke blot uro og betændelse i mavetarmsystemet. Øget risiko for tyndtarmskræft, osteoporose, nerveskader, demens, depression, adfærds/udviklings/indlæringsforstyrrelser som autisme og ADHD, ledegigt og stofskifteforstyrrelser er også effekter af glutenindtag i cøliakiere. Men skal man nu sige til befolkningen som helhed, at de skal holde sig væk fra gluten, når 1-5% faktisk har cøliaki og der er alle disse problemer for cøliakiere? Hvis man ser meget overordnet på det, så er gluten ikke noget stort problem for samfundet som helhed. Det er jo ikke alle med depression, ledegigt, demens o.s.v. der har cøliaki.
Men på det individuelle plan, så er det jo en helt anden historie. For hvis man er en af de 1 til 5 ud af 100, der faktisk har cøliaki, virker gluten som en slags ren gift, der underminerer ens helbred. Skal der ikke tages højde for det? Er det ikke viden folk bør have? Især taget i betragtning at man herhjemme slet ikke får diagnosticeret alle med cøliaki. Så ja, der er mange folk hvis man ser på selve antallet, der døjer med fordøjelsesproblemer og det der er meget værre, hvor skurken er gluten.
Når nu man ikke får diagnosticeret alle dem med cøliaki (samt dem der reagerer på gluten dog uden at have klinisk cøliaki) i det etablerede sundhedsvæsen, er det vel kun godt, at nogle råber vagt i gevær, så der er mulighed for selv at overveje, om gluten skulle være medvirkende i ens helbredsproblemer. Der er i hvert fald en gruppe af mennesker, der har helbredsproblemer p.g.a. gluten og de fortjener muligheden for at gøre noget. Det er ikke uvidenskabeligt, selvom det er langt fra alle, der ikke tåler gluten.

lørdag den 13. september 2008

Køkkenrevolution for hele familien

En lille detour fra hørfrø og fakta samt tankespind. Nu er min næste kogebog ved at være på trapperne. Den hedder Køkkenrevolution for hele familien. Jeg har skrevet den sammen med min meget fantastiske steddatter Telma Pil Jespersen. Hun er 13 år gammel og meget fantastisk i et køkken. Den er ude i slutningen af oktober eller til november. Bon appetit!

tirsdag den 9. september 2008

Mere om hørfrø, cadmium og cyanogene glykosider

Canada er det land i verden, hvor der produceres mest hørfrø. Jeg tænkte, at der nok burde være en person eller 3 i det land, der kunne udtale sig om hvorvidt der er problemer med hørfrø og cadmium samt cyanogene glycosider. Derfor har jeg haft grebet telefonen og ringet til både den Canadiske pendant til Fødevarestyrelsen og til The Canadian Flax Council, der er en industriorganisation for producenter af hørfrø.
Begge organisationer kunne meddele, at de ingen betænkeligheder havde m.h.t. hørfrø selv i store mængder hverken hvad angår cyanogene glycosider eller cadmium. Det er teoretiske problemer de har haft oppe at vende, men der er ikke noget at komme efter. Så må man jo selv vælge, hvem man vil lytte til…
Har også henvendt mig til Stephen Cunnane, der er en af verdens førende forskere i omega-3 fedtsyrer og til Lillian Yu Thompson, der har lavet en masse forskning i hørfrøs indvirkning på brystkræft og andre hormonelt betingede kræftformer, bl.a. studier hvor man har givet folk 40-50 gr. fintmalede hørfrø dagligt i længere perioder.
Skal nok opdatere med deres svar, lige så snart de er i hus pr. mail eller telefon.
Og nu vil jeg lave mig en smoothie med 2 hele spsk hørfrø, jeg kværner fint…

Usaglige kommentarer og oplysninger om hørfrø

Man skal åbenbart ikke sige for meget "anderledes" herhjemme, før der er ballade. Efter at have sat fokus på hørfrø, kommer modreaktionen nu både fra Fødevarestyrelsen og Kræftens Bekæmpelse. Før jeg kommer med mere detaljerede kommentarer, må jeg dog lufte en overordnet betragtning: De fleste af de udsagn og statements, disse to institutioner er kommet med om hørfrø her på det sidste, er desværre ikke rigtig veldokumenterede rent videnskabeligt. Det er nu en gang "interessant", at os fra Sundhedsrevolutionen, Kernesund familie, Vitalraadet m.fl. får skudt i tæerne, at vi ikke er videnskabelige nok og at der ikke er dokumentation for vores udtalelser og anbefalinger. Personligt ville jeg være flov over at bruge det argument, hvis jeg havde kommet med nogle de udmeldinger om hørfrø, der er kommet fra de to ovennævnte institutioner.

Fødevarestyrelsen
De fraråder på det kraftigste, at indtage hørfrø (og solsikkekerner) i større mængder. Hvorfor? Det er p.g.a. faren for cadmium og cyanogene glykosider (en forklaring kommer om et øjeblik). Det er ganske korrekt, at der kan forekomme større mængder cadmium i ikke-økologiske hørfrø og solsikkekerner. Sådan forholder det sig bare ikke med de økologiske. Og gad vide om det kunne have noget at gøre med, at der bruges og tidligere er brugt cadmium-holdige ingredienser i dyrkningen af ikke-økologiske hørfrø og solsikkekerner…
Hvad anbefaler vi? Økologiske varer! Hvorfor? Bl.a. fordi der ellers kan opstå problemer med ikke-økologiske fødevarer, der pludselig bliver usunde p.g.a. restindholdet af skadelige stoffer, der er brugt under dyrkningen.
Så er der historien om de cyanogene glykosider. Cyanid er blåsyre, et hyppigt anvendt mordvåben i Sherlock Holmes og Miss Marple noveller og romaner. Det er ganske rigtigt, at der er nogle forbindelser i overfladen af hørfrø, hvori der også indgår cyanid, altså cyanogene glykosider. Derfor navnet cyanoforbindelser. Bliver folk så blåsyreforgiftede, hvis de spiser større mængder hørfrø? Nej er svaret! Der er bl.a. lavet flere interventionsforsøg i forb. m. kræft, hvor deltagerne har fået 40-50 gr malede hørfrø hver dag i ugevis. Ingen problemer der. Sjovt nok så det også ud til, at de store mængder hørfrø havde en gavnlig effekt på væksten af prostatakræft i det ene studie og på nogle af de markører, man måler i forb. m. brystkræft i det andet studie. De videnskabsetiske kommiteer der skulle tage stilling til begge de omtalte forsøg, tog også stilling til om det skulle være farligt med hørfrøene p.g.a. de cyanogene glykosider. Svaret var nej. De tog også stilling til om der skulle være problemer med at spise 40-50 gr hørfrø dagligt i en længere periode og evt. problemer med cadmium.
Hvor finder man forresten også cyanogene glykosider? I abrikoskerner. Hvad bruger man til billig marcipan? Ikke mandler men abrikoskerner. Hvis man skulle være saglig fra Fødevarestyrelsens side, burde man nok advare mod marcipan. Hvor finder man ellers cyanogene glykosider? I skallen på mandler. Har der nogensinde været advarsler om/mod at spise større mængder mandler med skal på? Nej! Og der er også cyanogene glykosider i afgrøder af rosenfamilien, bl.a. æbler, kirsebær, blommer, ferskner, abrikoser og hindbær. Der er noget, der ikke hænger sammen i udmeldinger og argumentation.

Næste blog: Er hørfrø farligt m.h.t. brystkræft og andre hormonelle kræftformer p.g.a. indholdet af lignaner, der bl.a. er fytoøstrogener? (Og svaret er nej!)

torsdag den 3. juli 2008

Stress er også noget man kan spise

En kort detour fra kolesterol…igen! Det er jo ingen hemmelighed, at man kan få stress af forhold der ikke fungerer, søvnmangel, for mange opgaver, larm i nærmiljøet eller økonomiske bekymringer. Hvad mange måske ikke tænker over, er at man faktisk også kan spise stress sådan helt bogstaveligt talt.
Moderne industridyr lever en alt andet end behagelig tilværelse. Burhøns presses til at vokse hurtigere end de ville i det fri, bl.a. ved at manipulere deres døgncyklus, så der er kortere end 24 timer og (selvfølgelig), ved at overfodre dem. Grise bliver også udsat for fuldstændig uacceptable levevilkår, f.eks. bliver søer fikseret inden og efter fødsel. Nu er grise mere intelligente end hunde, nysgerrige og sociale. Helt op til 6 ugers fiksering uden mulighed for at følge deres sociale 0g moderinstinkter, uden mulighed for at bevæge sig, uden mulighed for at interagere med omgivelserne, ja det giver stress. (Tænk hvordan en hund eller huskat ville reagere, hvis den blev fikseret i blot et døgn.)
Den stress dyrene der lægger krop til vores industrielle animalske produkter oplever, kan også "høres" af din krop, når du spiser industrigrisen, burhønsene og æggene de har lagt, mælken fra den hårdt pressede malkeko o.s.v. Fænomenet kaldes for xenohormese. "Xeno" betyder fremmed eller udefra og "hormese" at det har med hormoner at gøre. Kort og godt: Din krop "hører" og reagerer på de stresssignaler, der er i kød, æg og mælk fra intensivt opdrættede dyr.
Og hvordan responderer ens krop på kronisk stress? Ja det er den sædvanlige smøre med fedme, depression, mindsket forbrænding, dårligere humør, mulighed for svagere knogler og alskens dårligdom. Så tænk lige over, hvad du spiser. Og ja, raffineret sukker og raffinerede kulhydrater, der får blodsukkeret til at stige meget hurtigt for at falde derefter, ja de afstedkommer altså også en stressrespons. Så fortjener din middag et "bon appetit" eller "bon dybt godnat"? Ja det kan du selv have indflydelse på, alt efter hvilke animalske produkter du vælger at spise og undgå.

Her lige abstrakten fra en banebrydende artikel om xenohormese og stress:

"Resource utilization may represent a central force driving evolution. A tight link between sensing energy availability and managing energy acquisition and utilization constitutes a common feature among all organisms. While such a link was likely adaptive during prehistoric evolution, modern lifestyles may decouple perceived cues from actual energy availability so as to promote obesity in humans. A particular illegitimate signal is chronic stress, which may shift body phenotype to suit a more conservative state of energy management. In prehistoric times, such a response likely aided survival during periods of low resource availability. However, new sources of chronic stress have emerged that bear little relationship to contextual energy, which is generally abundant in the modern world. In addition, modern techniques of husbandry and agriculture can produce stress in the food chain, such that food itself can act as an illegitimate signal of chronic stress. Obese livestock and unusual fat profiles in farmed fish, meat, and eggs may reflect stress phenotypes. Consumers of stressed foods may sense those signals--a phenomenon known as xenohormesis--and assume the stressed phenotype. This maladaptive process may promote obesity by erroneously biasing hosts towards caloric accumulation in the context of energy abundance. Regional tissue accumulation of fat may indicate local tissue stress. Atherosclerosis may result from stress signals that induce sympathetic bias and regional fat accumulation in vessel adventitia. Medications such as neuroleptics and foods such as diet drinks may generate illegitimate signals by mimicking molecules used for energy management. Implications for the prevention and treatment of dysfunctions related to these derangements are discussed. New strategies for manufacturing biologics by manipulating stress conditions or controlling fatty acid attachments to proteins are envisioned…"
Yun AJ, Lee PY, Doux JD. Are we eating more than we think? Illegitimate signaling and xenohormesis as participants in the pathogenesis of obesity.Med Hypotheses. 2006;67(1):36-40. Epub 2006 Jan 6.

www.ncbi.nlm.nih.gov/pubmed/16406352

onsdag den 18. juni 2008

Flere slags kolesterol…altså kolesterolpartikler

Så er det vist på tide at vende tilbage til kolesterolet. Sidst jeg havde fat i dette emne, var vi nået til LDL-partiklerne. LDL står for low-density-lipoprotein. Altså lipoproteiner med lav massefylde/tæthed. LDL-partikler dannes i leveren. "Byggematerialet" er resterne af tømte VLDL partikler og kolesterol, primært det der er dannet i leveren og tildels det man har spist prædannet i kosten. Husk dog at størstedelen af kolesterolet i de fleste folk er "hjemmelavet" i leveren og ikke noget, man har spist prædannet via æg, fløde, mælk, kød, skaldyr og fjerkræ.
LDL-partikler indeholder hovedsageligt kolesterol men også noget fedt. Jo højere en koncentration af kolesterol og derved mindre fedt, der er i LDL-partikler, desto højere massefylde får de.
LDL-partikler har til opgave at transportere kolesterol fra leveren og ud i kroppen til muskler, hjernen, huden, hormonelle kirtler (hvor det bruges til at danne steroidhormoner såsom testosteron, østrogen, progesteron, cortisol, pregnenolon og DHEA…dem tager vi i en anden blog). LDL-partikler er grundlæggende neutrale. Det er ikke sådan at LDL-partikler "forsøger" at blive et med dine blodårer, så der opstår åreforkalkning.
Men hvis miljøet i blodbanen er det rette (eller rettere sagt det forkerte), så kan LDL-partikler blive iltede og trænge ned i overfladen af arterierne (de blodårer der leder iltet blod ud til kroppens væv…åreforkalkning sker altid i arterier og ikke i vener, der er de blodårer, der bærer "afiltet" blod tilbage til lungerne). Hvis der f.eks. er meget oxidativt stress (altså det der svarer til ildebrand på celle- og molekyleplanet), så kan LDL-partiklerne blive iltede. Det øger risikoen for at de kan "medvirke" i åreforkalkning. Inflammation øger også risikoen for at LDL-partikler kan blive "fanget" i arteriernes overfladelag, så der kan opstå åreforkalkning. Størrelsen og tætheden af LDL-partikler har også en stor indvirkning på, om de er "farlige" eller ej.
Hvis man blodsukkerbomber sig selv, aktiveres forskellige mekanismer, der er med til at gøre LDL-partiklerne endnu mere "kanonkugleagtige" i den forstand, at de sidste mængder fedt transporteres ud af dem, hvorimod kolesterolkoncentrationen øges. Sidstnævnte sker bl.a. fordi insulin sætter gang i transporter af kolesterol ud af HDL-partikler over i LDL-partikler (læs mere om det i indlægget om HDL-partikler senere).
Jo mere "kanonkugleagtige" LDL-partikler er (altså jo højere massefylde de har, fordi mængden af kolesterol, der kan pakkes meget tæt, øges), desto mere skadelige er de. Især små LDL-partikler med høj massefylde (altså dem der er som små kanonkugler helt proppet med kolesterol). De er så små, at de nemmere kan "smutte gennem evt. åbninger" i karvæggen og ned i de underliggende lag, hvorefter al balladen opstår. Især hvis de først er iltede, er LDL-partiklerne farlige hvad angår åreforkalkning.