onsdag den 18. juni 2008

Flere slags kolesterol…altså kolesterolpartikler

Så er det vist på tide at vende tilbage til kolesterolet. Sidst jeg havde fat i dette emne, var vi nået til LDL-partiklerne. LDL står for low-density-lipoprotein. Altså lipoproteiner med lav massefylde/tæthed. LDL-partikler dannes i leveren. "Byggematerialet" er resterne af tømte VLDL partikler og kolesterol, primært det der er dannet i leveren og tildels det man har spist prædannet i kosten. Husk dog at størstedelen af kolesterolet i de fleste folk er "hjemmelavet" i leveren og ikke noget, man har spist prædannet via æg, fløde, mælk, kød, skaldyr og fjerkræ.
LDL-partikler indeholder hovedsageligt kolesterol men også noget fedt. Jo højere en koncentration af kolesterol og derved mindre fedt, der er i LDL-partikler, desto højere massefylde får de.
LDL-partikler har til opgave at transportere kolesterol fra leveren og ud i kroppen til muskler, hjernen, huden, hormonelle kirtler (hvor det bruges til at danne steroidhormoner såsom testosteron, østrogen, progesteron, cortisol, pregnenolon og DHEA…dem tager vi i en anden blog). LDL-partikler er grundlæggende neutrale. Det er ikke sådan at LDL-partikler "forsøger" at blive et med dine blodårer, så der opstår åreforkalkning.
Men hvis miljøet i blodbanen er det rette (eller rettere sagt det forkerte), så kan LDL-partikler blive iltede og trænge ned i overfladen af arterierne (de blodårer der leder iltet blod ud til kroppens væv…åreforkalkning sker altid i arterier og ikke i vener, der er de blodårer, der bærer "afiltet" blod tilbage til lungerne). Hvis der f.eks. er meget oxidativt stress (altså det der svarer til ildebrand på celle- og molekyleplanet), så kan LDL-partiklerne blive iltede. Det øger risikoen for at de kan "medvirke" i åreforkalkning. Inflammation øger også risikoen for at LDL-partikler kan blive "fanget" i arteriernes overfladelag, så der kan opstå åreforkalkning. Størrelsen og tætheden af LDL-partikler har også en stor indvirkning på, om de er "farlige" eller ej.
Hvis man blodsukkerbomber sig selv, aktiveres forskellige mekanismer, der er med til at gøre LDL-partiklerne endnu mere "kanonkugleagtige" i den forstand, at de sidste mængder fedt transporteres ud af dem, hvorimod kolesterolkoncentrationen øges. Sidstnævnte sker bl.a. fordi insulin sætter gang i transporter af kolesterol ud af HDL-partikler over i LDL-partikler (læs mere om det i indlægget om HDL-partikler senere).
Jo mere "kanonkugleagtige" LDL-partikler er (altså jo højere massefylde de har, fordi mængden af kolesterol, der kan pakkes meget tæt, øges), desto mere skadelige er de. Især små LDL-partikler med høj massefylde (altså dem der er som små kanonkugler helt proppet med kolesterol). De er så små, at de nemmere kan "smutte gennem evt. åbninger" i karvæggen og ned i de underliggende lag, hvorefter al balladen opstår. Især hvis de først er iltede, er LDL-partiklerne farlige hvad angår åreforkalkning.