Et sidespring: Hvis rismælk er farligt hvorfor så ikke ko- og modermælk?

Rismælk kan indeholde arsen. I mængder under de "sikre" grænseværdier vel at mærke. Ikke desto mindre, så har Fødevarestyrelsen jo været ud og advare mod at give små børn for meget rismælk, ud fra en betragtning om, at arsen ikke er godt og mængderne sådan et lille legeme udsættes for, måske bliver for store.
Advarsler ud fra forsigtighedsbetragtninger er en glimrende ide, især når det kommer til børn og babyer, der er langt mere følsomme end  os voksne. Men hvis det er tilgangen, hvorfor så ikke advare mod alle fødevarer, som børn kan indtage i store mængder, hvorigennem de kunne blive eksponerede overfor miljøgifte i mængder, der ikke er OK, selvom de holder sig indenfor grænseværdierne?
Mælk og smør kan f.eks. indeholde betragtelige mængder dioxiner og PCBer, så mængden små børn eksponeres overfor gennem 1/2 L mejeriprodukter i døgnet, bliver ganske betragtelig. Modermælk kan jo også indeholder ret store mængder fedtopløselige miljøgifte. Hvorfor ikke advare mod det.
Det hører man dog intet om. Hvorfor? Er det fordi man manglede noget "mod" alternativer til komælk? Er det fordi, der er problemer med at sælge alt mælken, der produceres herhjemme, og man mener, debatten om mælk og sundhed spiller en rolle i denne sammenhæng?
For at få det helt på det rene. Min intention med denne blog er ikke at få mødre til at holde op med at give børnene bryst. Jo mere af det des bedre. Komælk kan være en glimrende kilde til næring for børn, hvis de vel at mærke tåler komælk og det er af ordentlig kvalitet, hvilket i min verden vil sige økologisk eller biodynamisk. Hvad sigter jeg så efter? At der bliver spillet med ens regler. Hvis man advarer ud fra et forsigtighedsprincip, så bør det vel gælde alle fødevarer, der udgører en stor del af småbørns næring, der indeholder mindre heldige substanser.

Hvad er egentlig videnskabeligt bevist?

Har vi en masse nyt at lære omkring "sundhedsvidenskaben", evidens, dokumentation og "bevisførelse" for effekt

Et af de evindelige stridspunkter, når debatten om forskellige behandlingsformer og lige præcis hvilken mad der er sund, florerer, er hvad der er videnskabeligt bevist.

Er det videnskabeligt bevist at økologiske afgrøder er sundere end konventionelle? Er det videnskabeligt bevist at de ikke er sundere? Er det videnskabeligt bevist at bestemte næringstoffer virker forebyggende på bestemte helbredsproblemer? At de øger risikoen for dem?

Mange af alle de tiltag og muligheder for selv at tage sundhedspleje i egen hånd, der ligger udenfor tilbuddene indenfor det etablerede sundhedsvæsen, afvises som værende udokumenterede.

Men hvad er videnskabelig dokumentation egentlig for en størrelse? Hvad er kriterierne for videnskabelig dokumentation? Hvad er videnskabeligt? Hvad er ikke? Fakta er, at det ikke er så sort-hvidt, som det ofte fremstilles i medierne.

Lad os lige starte med at træde tre skridt tilbage...eller måske sytten. Hvad kan siges at være de "rene" videnskabelige discipliner? Det må vel være matematik, fysik og kemi ikke? Tildels biologi. Medicin og sundhedsvidenskab bygger på viden og forståelse fra især kemi og fysik og selvfølgelig også biologi.

Men hvor befinder fysikken og kemien sig p.t. i forhold til vores forståelse af hvordan verden fungerer og hvad den består af? Jo der er tale om kvantemekanik, kaosteori og "vibrationskemi". Man er begyndt at udforske og snuse til et holistisk syn på hvordan verden er sammensat og fungerer. Fremfor kun at se på verden med reduktionistiske øjne, hvor alt reduceres til enkelte partikler der er selvstændige, ser man også på sammenhængen.

En egentlig ret gammel viden indenfor fysik er, at materie (atomer, elektroner, neutroner og alle de større ting, der jo er lavet af disse) også kan opfattes som energibølger. Det, at materie også er bølger eller energi, er man også begyndt at udforske indenfor kemien, så der ikke kun arbejdes med atomer, men også med ideen om energier og bølger der vibrerer.

Hvis man ser på det verdensbillede, der ligger til grund for moderne medicin og sundhedsvidenskab, så er det i høj grad baseret på den fysiske og kemiske viden, der var INDEN denne "nye" viden om relativitetsteori, kvantemekanik, kaosteori m.m. eksisterede. Og den viden er ikke så ny endda, for relativitetsteori er fra Einstein og han var jo in vogue for ret mange år siden.

Hvis man skal sige det lidt provokerende: Moderne medicin og sundhedsvidenskab er blevet til med udgang i forståelse af hvordan verden er skruet sammen og virker, der sidenhen er blevet noget opdateret. Nogle bruger dette som argument for, at moderne medicin og sundhedsvidenskab slet ikke holder og er helt forkert. At alt det man gør indenfor det offentlige sundhedsvæsen er helt forkert. Det er jeg ikke enig i!

En mere reel og diplomatisk måde at sige det på: Der ligger meget udenfor, hvad man kan påvise med de redskaber, som man har til rådighed indenfor moderne medicin og sundhedsvidenskab. Det betyder ikke at alt man har påvist og gør er forkert. Men det er noget arrogant at påstå, at metoder, behandlinger og erfaringer der "ligger udenfor" ikke virker, at de er hokus pokus m.m. Måske skulle vi se nærmere på at udvidde repertoiret af metoder og modeller til at dokumentere og påvise effekt.

Lad os tage et hyppigt diskuteret emne: Homøopati. Homøopati anses som værende en umulig ting indenfor moderne lægevidenskab. Det kan simpelthen ikke lade sig gøre. For når der ikke er nogle fysiske partikler tilbage et homøopatisk produkt, kan det jo ikke virke. Der er intet tilbage rent fysisk! Sand nok antagelse med en forståelse af verden på det fysiske og kemiske niveau inden kvantemekanik, relativitetsteori, kaosteori o.s.v. blev en del af vores bevidsthed.

Tager du de "kvantemekaniske briller" på, så er homøopati som koncept ikke en umulighed. Dermed ikke sagt, at nyere viden om hvordan verden fungerer fysisk og kemisk i sig selv er bevis for, at homøopati virker.

Men det illustrerer meget godt, den begrænsning, der ser ud til at være med moderne lægevidenskab, sundhedsvidenskab og medicin i forhold til dokumentation, evidens og hvilke redskaber, man kan inkludere.

Egentlig er begrænsning et forkert ord. Der er vel egentlig tale om, at moderne lægevidenskab, sundhedsvidenskab og medicin er ved at nå sine grænser på visse områder. Det er heller ikke mærkeligt, når man ser al den udvikling og alle de landvindinger, der er gjort med værktøjerne i moderne lægevidenskab og medicin.

Det er jo fantastisk, at man kan lave ekstremt komplicerede operationer og endda holde folk i live samtidig med at de er sprættet op. Det er fantastisk at man akut kan behandle livstruende infektioner med antibiotika...i hvert fald i mange tilfælde. Det er fantastisk, at man her og nu kan redde folk fra at blive kvalt af anafylaktisk chok efter vipsestik, peanuts eller astmaanfald.

Så der er faktisk rigtig godt styr på en masse medicinske problemer, der tidligere resulterede i øjeblikkelig død. Al respekt for det. Men nu står vi med den næste "generation" af helbredsproblemer, som det store problem. Muligvis er det "luksusproblemer" vi døjer med både i den forstand, at mange af vores helbredsproblemer ikke findes blandt naturfolk, der jo ikke får så megen "luksus" som vi gør og sammenlignet med de helbredsproblemer vi tidligere ikke kunne gøre noget ved, f.eks. akut død p.g.a. infektioner.

Men velfærdssygdomme er nu en gang det, vi bokser med i de fleste moderne samfund. De er resultatet af mange forskellige faktorer (livsstil, miljø, gener, sind m.m.) i kombination over mange år. Her kommer nuværende forskningsmodeller delvist til kort. De kan ikke rumme så komplekse tilstande, hvor mange patienter med selvsamme diagnose faktisk er markant forskellige, hvad angår nogle af årsagerne der har spillet en rolle på lang sigt. Derfor afvises en del viden og redskaber, som værende ikke bevist eller udokumenterbart. Men er det nu også det? Er det ikke muligt, at andre tiltag faktisk virker og det er manglende redskaber til dokumentation, der er problemet?

En af de videnskabsfolk, der taler for, at vi skal begynde at anskue videnskabelig dokumentation og evidens i et andet lys og at vi skal indkorporere al den nyere viden indenfor matematik, fysik og kemi i sundhedsvidenskaberne og vores forståelse af verden, er Bruce Lipton.

Her er et link til en ret interessant artikel fra Bruce Liptons hånd, der kredser om lige præcis nogle af de ovennævnte temaer og taler for, at vi skal tage det næste skridt i vores videnskabelige forståelse og tilgang til sundhed.

Et meget interessant tiltag i forhold til behandlingsmetoder og redskaber, der ligger udenfor det etablerede sundhedsvæsen og ikke kan dokumenteres fuldt ud med "normale" forskningsredskaber, er det tværfaglige projekt, Scleroseforeningen har kørende. 10 forskellige behandlere – både "etablerede" og "alternative" – behandler samtidigt sclerosepatienter og målet er at se, hvad sclerosepatienter kan få ud af at kombinere etableret og alternativ behandling. Ikke enten eller men i kombination og tilpasset den enkelte patient.

Læs mere om projektet her. Det er planagt til at slutte næste år, hvor der kommer en endelig rapport om effekten og guidelines til hvordan man identificerer, hvilke behandlingsmetoder den enkelte patient kan have gavn af.

Nok tankespind for denne gang.

Næste gang: Mere tankespind om placebo begrænsninger af moderne forskningsmodeller, individuelt tilpasset sundhedspleje og hvorfor man er mere end sin diagnose, hvis man er syg.

Mere om hørfrø og cadmium…kommer

Det med hørfrø og cadmium er et hot topic. Efter sidste blog, er nogle producenter og distributører af hørfrø begyndt at henvende sig. Der er forskellige spormængder cadmium alt efter hvor hørfrøene er dyrket henne, mærket o.s.v. Flere producenter og områder kan vise hørfrø hvor der ikke er målbare mængder cadmium, andre steder varierer mængden. Derfor vil jeg prøve at samle informationer over de næste par uge, så vi kan se, hvor meget eller lidt cadmium der kan være i hørfrø og lave nogle sammenligninger med andre cadmiumkilder i maden, såsom kornprodukter, f.eks. hvor meget cadmium man får ved at spise de anbefalede mængder kornprodukter sammenlignet med 1-2 spsk malede hørfrø.

Noget andet, der er interessant at få belyst omkring denne mulige problematik, er hvor meget eller lidt cadmium der optages, også hvis hørfrøene er malede. Mængden og typen af fibre i afgrøder gør en forskel. Det samme gør kalk, zink, mangan og nok også magnesium. Både hvor meget der er i samme afgrøde, som der kan være cadmium i og også hvordan ens status er med disse (altså hvor meget der er i blod og væv). Det graver jeg også videre i.

Inden da, kommer der dog nok et par blogs om det med fytoøstrogenerne i hørfrø og snakken om de cyanogene glykosider…en snak jeg ser fuldstændig ubegrundet.

Hørfrø og cadmium…og hvad med kornprodukterne

Hørfrø. Bliver man cadmiumforgiftet af at spise malede hørfrø? Lad mig starte med at citere direkte fra et finsk studie, hvor man gav folk 1,3 gr hørfrø pr. 100 gr. mad samt et par gr. hørfrøolie pr. 100 gr mad, så hørfrø endte med at udgøre 20% af energien i kosten:

"OBJECTIVE: The purpose was to study the effects of flaxseed supplementation as a part of daily diet on serum lipids, fatty acids and plasma enterolactone. DESIGN: Eighty volunteers participated in this clinical nutrition study which was carried out in a controlled, double-blind and cross-over manner. The subjects were randomized to diet sequences AB or BA. Diet A meals contained 1.3 g/100 g ground flaxseed and 5 g/100 g flaxseed oil. Also 3-4 g/100 of inulin and wheat fiber was added. AB diet with non-supplemented foods served as control. Test subjects were on both diets for 4 weeks separated by a 4-week wash-out period. Fifteen test subjects continued an open part of the study for 4 additional months. INTERVENTIONS: The dietary intake, basic blood values, serum lipids, fatty acids and enterolactone were measured at baseline, after both intervention periods and during the open study, at baseline and after 2 and 4 months. Serum thiocyanate and blood cadmium were controlled after both intervention periods. RESULTS: The percentage of flaxseed supplemented test food out of total dietary intake was 20% of energy. The test food contained significantly higher amounts of fiber, polyunsaturated fatty acids (PUFAs) and especially alpha-linolenic acid than the control food. No significant changes were observed in the basic laboratory values or in blood lipids. There was a significant increase in serum a-linolenic acid, eicosapentaenoic acid and docosapentaenoic acid. Serum enterolactone concentration was doubled during flaxseed supplementation. Serum thiocyanate and blood cadmium values did not exceed reference values and there was no difference between the diets."

www.ncbi.nlm.nih.gov/sites/entrez?db=pubmed&cmd=search&term=The%20effect%20of%20flaxseed%20supplementation%20in%20processed

Så øhmm. Malede hørfrø i store mængder, men ingen stigning i cadmium koncentrationen i blodet. Hvilken fare for cadmiumforgiftning? Hvilken dokumentation? Og hvem er det der advarer? Blot fordi man har et offentligt stempel, er der vist ingen garanti for, at man er så veldokumenteret eller sandfærdig i sine udtalelser.

Når vi nu er ved cadmium i fødevarer: Der kan være en del mere cadmium i kornprodukter end i hørfrø, så hvis man virkelig mente noget i denne sammenhæng, burde man så ikke advare folk mod kornprodukter? Især fuldkornsprodukter, der indheholder 20-30% større mængder end de raffinerede.

Vi napper bare lige nogle tal med gennemsnitsindholdet af cadmium i forskellige fødevarer fra en præsentation om metaller i fødevarer forelagt på DTU for et par år siden:

Byggryn: ca. 16 µg/kg

Rugmel, groft: ca. 17 µg/kg

Rugkerner: ca. 18 µg/kg

Rugmel: ca. 23 µg/kg

Havregryn: ca. 33 µg/kg

Hvedemel: ca. 47 µg/kg

Hvedekerner: ca. 71 µg/kg

Hvedeklid: ca. 79 µg/kg

Klik her for at se slides fra selve præsentationen online på DTUs server. Det skal nævnes at disse tal er gennemsnit til og med 2003.

Jeg har søgt på Fødevarestyrelsens og Forbrugerrådets hjemmeside, men kan ikke få nogle reelle tal på koncentrationen af cadmium i hørfrø udover henvisninger til "det høje indhold". Men andetsteds har jeg fået informationer om gennemsnitsværdier på 35 µg/kg i EU landene. Så hørfrø har et højere indhold af cadmium end rug, ligger på niveau med havregryn, men ligger klart lavere end hvedemel, -kerner og klid.

Altså, man indtager både større mængder af kornprodukter end malede hørfrø og så er koncentrationen af cadmium der i potentielt højere. Hvor er det faren ligger, hvor er problemet, hvor er den største eksponering. En spiseskefuld fintmalede hørfrø dagligt, måske 3 spsk hvis man vil forsøge at bruge hørfrø til at påvirke hormonomsætningen i positiv retning…eller hvis man spiser brød, pasta, morgenmadsprodukter og andre kornprodukter, hvor kornet er malet?

For god ordens skyld: Dette er ikke en advarsel mod at spise kornprodukter (så længe du tåler gluten), men blot lidt perspektivering m.h.t. hvor folk eksponeres overfor de største mængder cadmium i maden. Nyere tal på hørfrø og alle de kornprodukter, der spises mange af i DK, modtages med kyshånd.

Er kokosolie farligt?

Debatten om hvad der er sundt og usundt fedt kører jo stadigvæk på det højeste, bl.a. i aftenens udgave af Praxis. Et af "brændpunkterne" er kokosolie. Er det farligt eller ej, når det nu er mættet fedt? Forhøjer det dit kolesteroltal? Øger det risikoen for hjertekarsygdomme.

Jeg er klart "pro-kokosolie" som stegemiddel fremfor mange andre olier. Hvorfor det?

Længden

Fedtstofferne i kokosolie er godt nok mættede, men mættet fedt er ikke et fedt. Udover at se på om fedtsyrer er mættede, skal man også se på "størrelsen". Fedtstoffer består jo primært af lange kæder af kulstofatomer. Så mættede fedtsyrer kan være kortkædede, mellemlange eller langkædede. Normalt regner man kortkædede fedtsyrer for dem med en længde på mindre en 8 kulstofatomer. Så er der mellemlange mættede fedtsyrer. De har en længde på 8-14 kulstofatomer. Og sidst men ikke mindst de langkædede fedtsyrer, der har en længde på 16 eller flere kulstofatomer. Det der med længden spiller en stor rolle.

Transport og forbrænding af mættet fedt

Hvis man skal omdanne kalorierne i maden til energi, så skal de næringsstoffer der skl forbrændes ind i mitokondrierne. Mitokondrierne er cellernes "brændeovne", hvor energien i sukkerstoffer, fedtstoffer og tildels aminosyrer "udvindes" ved hjælp at ilt og omdannes til ATP, der er kroppens energimøntfod. Fedtsyrers længde har noget at have sagt med hensyn til, hvor hurtigt de kan forbrændes. Det er sådan at de korte og mellemlange mættede fedtsyrer nemmere omsættes til energi end de langkædede. Det er fordi de nemmere kan komme ind i mitokondrierne. De er nemlig "små" nok, til at de kan komme direkte ind i mitokondrierne uden ekstra hjælp. De langkædede fedtsyrer er derimod så "store", at de skal transporteres aktivt ind i mitokondrierne ved hjælp at et stof kaldet carnitin. Så mængden af carnitin har altså en ret stor indflydelse på, hvor hurtigt eller langsomt langkædede mættede fedtsyrer forbrændes. De korte og mellemlange mættede fedtsyrer forbrændes derimod nemmere, også selvom der ikke er ideelle mængder carnitin i kroppen.

Hvilke fedtstoffer er der i kokosolie?

Kokosolie består af ca. 91% mættet fedt, ca. 7% monoumættet fedt og 2% flerumættet fedt. Lang størstedelen af fedtet i kokosolie er kort og mellemlange fedtsyrer. Sådan ca. 80%. Så ja, der er mættet fedt i kokosolie, men af den slags der forbrændes nemmest og hurtigst. Studier i atleter såvel som almindelige personer, under sport såvel som normale forhold, viser at mellemlange mættede fedtsyrer forbrændes og omsættes ret nemt og effektivt. Faktisk giver man tit mellemlange mættede fedtsyrer i ernæringsblandinger til meget syge patienter. Kig på næringsdeklarationen på næringspræparater til brug i kritisk syge patienter der enten skal have næring via sonde eller et drop. Der er med vilje tilsat en meget stor mængde mellemlange mættede fedtsyrer (dem der udgør ca. 80% af fedtet i kokosolie) fordi de forbrændes og omsættes så effektivt. Så godt for meget syge mennesker med behov for "ren energi", men dårligt for raske, hvis forbrænding er endnu bedre? Hmmm…

Mættet fedt og kolesterol

Koblingen mellem indtaget af mættet fedt og kolesteroltal er slet ikke så sort hvid, som man får indtryk af. I isolerede studier kan man få kolesteroltallet til at stige i dyr, hvis man giver dem ret store mængder mættet fedt og samtidig ikke giver dem særlig mange flerumættede fedtsyrer. Så kunne kolesteroltallet måske stige, hvis man kun spiste kokosolie? Det er muligt. Dog er det interessant, at kolesteroltal og risikoen for hjertekarsygdom ikke er specielt høj blandt de få befolkningsgrupper, hvor kokosolie udgør den primære fedtkilde. I områder på i Sri Lanka udgør kokosolie mere end 80% af det fedt folk indtager, men de har altså ikke specielt høje kolesteroltal eller nogen specielt høj forekomst af hjertekarsygdom.

Det med de flerumættede fedtsyrer er også værd at se nærmere på. Hvis folk får nok flerumættede fedtsyrer, så vil moderate mængder af mættet fedt ikke øge kolesteroltallet. De flerumættede fedtsyrer påvirker nemlig omsætningen af fedtsyrer i hele kroppen og "skruer ned" for egenproduktionen af kolesterol (og husk at en god del af kolesterolet i kroppen er noget, der er dannet i din lever og ikke det du har spist). Omega-3 fedtsyrer er specielt effektive i denne sammenhæng. Også den vegetabilske omega-3 fedtsyre alfa-linolensyre der bl.a. findes ret meget af i hørfrøolie.

Kort og godt: Hvis du bruger noget kokosolie til at stege i eller 1 spsk i din shake eller smoothie og samtidig får noget hørfrøolie eller hørfrø, spiser nødder og kerner og får fornuftige fedtstoffer i det hele taget – ekstra jomfruolivenolie, koldpressede sesam/solsikke/tidselolier er nogle – så giver kokosolie altså ikke nogle problemer med kolesteroltallet.

Glem ikke studierne med lav-kulhydratdiæter!

Det er sjovt, hvordan de studier af en ret fedtrig, men lav-kulhydrat kost faktisk sænker kolesteroltal og triglycerider samt giver større vægttab til at begynde med, end en fedtfattig diæt. Der er nu ret mange studier, der alle viser at en ekstrem lav-glykemisk diæt med større mængder fedt (også mættet og med prædannet kolesterol) og mere protein end de officielle næringsanbefalinger virker på kolesteroltal, triglycerider og vægt (se bl.a. nogle af de tidligere blogs om fedtstoffer og kolesterol for referencerne).

Tag f.eks. dette pilotstudie. Der havde man folk på mere end 55% af energien fra fedt, men kun 15% af energien fra kulhydrater (med andre ord har folk haft et meget lavt blodsukker og meget lav glykemisk belastning). Effekten på vægt var som forventet (vægttab) og kolesteroltallet ændrede sig ikke på trods af fedtet. Faktisk steg HDL-kolesterolet i en gruppe, der fik prædannet kolesterol.

Eller hvad med dette pilotstudie. Overvægtige personer med højt kolesterol blev sat på en enten fedtfattig men kulhydratrig kost, en kost med meget monoumættet fedt eller en kost med meget få kulhydrater, men en del mættet fedt og meget fedt alt i alt. Vægttab var lige så godt på den fedtrige kost som den fedtfattige. LDL-kolesterol steg en lille smule på den fedtrige kost, men HDL-kolesterol steg forholdsmæssigt endnu mere, så balancen mellem HDL-  og LDL-kolesterol blev endnu bedre. Der var heller ikke nogen stigning i ApoB (se afsnittet om markører for hjertekarsygdom nedenfor). Faktisk var de totale ændringer i blodsukkerkontrol, kolesterol, triglycerider o.s.v. allerbedst i de folk, der fik den meget fedtrige kost, men hvis blodsukker blev holdt i stram snor.

Så kategoriske udmeldinger om at det er problematisk at bruge noget kokosolie til at stege i eller en spsk i en smoothie, ja de virker ikke helt velfunderede i mine øjne.

Er kolesteroltal som sådan overhovedet den bedste markør at måle m.h.t. hjertekarsygdom?

Når nu debatten kører, så er et helt andet spørgsmål, om det overhovedet er kolesteroltal, der er det bedste at måle m.h.t. risikoen for hjertekarsygdom. Det er ikke så entydigt klart, at et højt total- eller LDL-kolesteroltal øger risikoen for hjertekarsygdom. Faktisk tyder megen af den nyere forskning på, at det er andre markører, der er vigtigere at måle. Hvilke markører (altså ting man kan måle mængden af i blodet og bruge til at forudsige risikoen for hjertekarsygom med en eller anden grad af sikkerhed):

1. C-reaktivt protein (CRP)

CRP produceres primært i leveren men kan også produceres direkte i karvæggene (og det jo der åreforkalkning sker). CRP kan bedst beskrives som en slags alarm-, fare- og trussel-signalstof. I ret mange studier, er CRP den klart bedste markør for risikoen for hjertekarsygdom såvel som en lang række andre velfærdssygdomme. Folk med højt kolesterolniveau (total og LDL) men lav CRP klarer sig klart bedre og folk med fine kolesteroltal men høj CRP har en markant forhøjet risiko for hjertekarsygdom. Hvad får så CRP til at stige? Til at falde? Rygning, stress, transfedtsyrer, et højt indtag af animalske produkter med et højt fedt indhold, for få grøntsager og afgrøder, høj-glykemisk mad og mangel på motion øger CRP. Flere grøntsager, nødder og vegetabilske olier (uden transfedtsyrer), motion, et meget lavt alkoholforbrug, flere omega-3 fedtsyrer (både alfa-linolensyre der findes i hørfrø og koldpresset og uopvarmet rapsolie såvel som EPA og DHA i fiskeolie), en multivitaminpille er nogle af de ting, der faktisk sænker CRP. Fedtmængden i kosten spiller ikke den store rolle m.h.t. CRP. Og det er et højt indtag af animalsk fedt fra de dyr vi spiser nutildags, der hæver CRP.

2. Typen af LDL-kolesterolpartikler

Som nævnt i en blog for ret lang tid siden, så er der flere slags LDL-partikler. Dem der reelt ser ud til at være farlige, er de små tætte LDL-partikler med høj massefylde. Hvad giver flere små tætte LDL-kolesterolpartikler? Insulinresistens, blodsukkeroverbelastning, transfedtsyrer, ikke nok fibre, mangel på motion, rygning, stress og et utilstrækkeligt indtag af flerumættede fedtsyrer (især omega-3 fedtsyrer) giver alle en højere koncentration af små tætte LDL-partikler. Sjovt nok viser et mindre studie, at folk der fik mere mættet fedt og kolesterol via æg, faktisk fik færre af de små tætte LDL-partikler.

3. ApoB

ApoB står for apolipoprotein B. ApoB findes på LDL-partikler og der skal ApoB til, for at LDL-partikler kan indgå i åreforkalkning. Man kan på sin hvis sige, at ApoB er det "håndtag", der skal til for at LDL-partikler kan trækkes ind i karvæggen. Jo højere ApoB, desto højere risiko for hjertekarsygdom. ApoB er en meget bedre markør for risikoen for hjertekarproblemer end LDL-kolesterol. ApoA findes på HDL-kolesterol og flere studier viser, at balancen mellem ApoA og ApoB er langt vigtigere at måle end total-, LDL- og HDL-kolesterol. Et interessant spørgsmål er så, om kokosolie øger mængden af ApoB og mindsker ApoA? Nej. Men rygning, transfedtsyrer og faktisk også en meget fedtfattig og højglykemisk kost, har denne effekt.

Nå, nu vil jeg sove. Så nok for nu. Det korte af det lange er, at jeg har svært ved at finde noget dokumentation for at fedtstofferne i kokosolie er at regne for skadelige på samme måde som et højt indtag af fedtstofferne i moderne unaturligt fede dyr (der indeholder meget mættet fedt). Til gengæld forbrændes og omsættes de nemmere og hurtigere, end det mættede fedt, der kan være problematisk i overflod (det fra de unaturligt fede dyr, der desværre udgår en alt for stor del af de animalske produkter, vi spiser nutildags). Og hvis vi virkelig skal se på kostfaktorer, der har en kedelig indvirkning på nogle af de bedste markører for hjertekarsygdom, så er det vist ikke kokosolie, vi skal være bange for at bruge lidt af. Blodsukkeroverbelastning er meget, meget værre.

Næste gang (forhåbentligt over weekenden eller på mandag, hvis der ikke er alt for meget run på): Endnu en smøre om hørfrø og hørfrøolie, der åbenbart er upopulære hos nogle af dem, jeg er ret uenig med i det offentlige rum.

Andre dokumentationsformer

Hvis RCT'er ikke er den eneste måde at undersøge hvorvidt noget virker m.h.t. sundhed og sygdom, hvad skal man så bruge af redskaber til at validere behandlingsformer, interventioner og behandlingstiltag? Noget man lige så godt kan begynde at forholde sig til med det samme er balancen mellem kvalitativ og kvantitativ forskning og dokumentation. Kvalitativ forskning er meget groft sagt forskning, hvor man undersøger, dokumenterer og "måler" hvordan folk får det af at gøre noget (få akupunktur, udelade gluten, åndedrætsøvelser, motion på recept, yoga, massage eller noget helt 7.). Her ser man altså på hvordan individdet oplever effekten af at gøre noget. Der bliver ikke standardiseret, randomiseret, blindet eller andet. Det man gør, er at få et vidnesbyrd fra folk om, hvordan noget virker for dem og derfor får en ide om, hvordan det kan virke for andre. Det er faktisk ganske muligt, at sætte sådan information i systemer, hvor man kan lave statistik. Udstyret med sådan statistik, har man muligheden for overveje, om en given behandling kunne være noget for en selv. Det gør man ved at se på, hvor mange personer der har oplevet en effekt, der betød noget i deres liv og hverdag og ved at se, om de folk der har oplevet en effekt, minder så meget om en selv, at det også er muligt man selv kan få gavn af en given behandling.

Er dette så "uvidenskabeligt"? Er det uden evidens? Er der ikke noget om det? Når der ikke er lavet et randomiseret, blindet og placebo-kontrolleret studie? Ikke nødvendigvis. I humaniora som f.eks. sociologi og antropologi, er sådan kvalitativ forskning ganske accepteret. Det er f.eks. helt "OK" at bruge kvalitativ forskning som dokumentation for pædagogiske tiltag eller socialpædagogiske tiltag.

Tre skridt tilbage: Hvad drejer det sig egentlig om for den enkelte patient? Det må vel dreje sig om at blive præsenteret for de værktøjer, der kan bruges i ens unikke situation. Hvis man kan vise, hvordan noget (f.eks. mælke- og glutenfri kost) har gjort en forskel for et barn med autisme, så er det vel relevant alt i alt. Med andre ord: Det drejer sig (mindst lige så meget) om patienterne selv. Kvalitativ forskning drejer sig lige præcis om individdet og ikke gennemsnittet. Ydermere om, hvordan oplevelser og erfaringer fra individdet kan bruges som rettesnor for andre.

Nu vil "videnskabs-puristerne" nok sige: Ja, anekdoter, men de er ikke virkeligheden. Hvis vi virkelig skal tale om videnskab, så lad os kigge på nogle af de helt rene naturvidenskaber, såsom fysik og kemi. Hvad er en grundlæggende ting i moderne fysik? Kvantemekanik. Hvad er en af grundreglerne i kvantemekanik? Man kan ikke måle et partikels eksakte position og hastighed simultant. Man kan måle det ene eller det andet i høj grad eller begge dele til en hvis grad. På samme måde vil jeg tillade mig at sige, at man ikke kan måle både ren effekt og samtidig sige hvem der kan have den fulde gavn af en behandling, hvis man kun benytter sig af randomiserede placebo-kontrollerede forsøg. I randomiserede, blindede, placebo-kontrollerede forsøg leder man efter nogle resultater, der på sin vis er helt uafhængige og uforbundne med den komplekse verden vi lever i og den komplekse patienter, som de oftest er. I randomiserede, blindede placebo-kontrollerede studier prøver man at "fjerne" alle data og informationer, der har med patientindvididualitet at gøre. Det giver megen "rene" tal, men der findes bare meget få patienter, der faktisk kan matche dem fra studierne. Derfor er resultaterne ikke altid direkte brugbare på individuelt plan. Her får jeg så lyst til at citere John Hamptons review "Evidence-based Medicine, Opinion-based Medicine, and Real-world Medicine" i Perspectives In Biological Medicine fra 2002:

"Clinical trials will tell us what treatments are effective, but not necessarily which patients should receive them …. Treatment must always be tailored to the individual patient…"

Herefter må jeg så lige citere David Mants review “Can Randomized Trials Inform Clinical Decisions about Individual Patients?" i Journal of The American Medical Association, 2004.

"The paradox of the clinical trial is that it is the best way to assess whether an intervention works, but is arguably the worst way to assess who will benefit from it…However, the nub of the argument for me is that randomized controlled trials are primarily about medical interventions and not patients. In clinical trials,

patients are randomized to allow a comparison of intervention efficacy unbiased by the individuality of the

patient…the methodological minimization of information on effectiveness in relation to the individual patient leaves an evidence gap for clinicians."

Så det er her humlen ligger: Resultaterne fra RCT'er er ikke altid så relevante i den virkelige verden med virkelige patienter. Derfor kan man ikke "nøjes" med RCT'er som dokumentation for hvorvidt sundhedstiltag og -interventioner virker eller ej.

Næste gang: Et nærmere kig på nogle af de andre dokumentationsmetoder, der anbefales af bl.a. Nasjonalt forskningssenter innen komplementær og alternativ medisin på Tromsø Universitet i Norge og de medicinske fakulteter på flere amerikanske universiteter.

Fremtidens medicin og dokumentationen for den

Bag kulisserne sker der interessante landvindinger indenfor den medicinske forskning. Den model for dokumentation – det randomiserede, blindede og placebo-kontrollerede studie (RCT…randomised controlled trial)– er ved at blive taget op til genovervejelse. Ikke fordi der er noget galt med RCT'er som sådan. Det problem vi har, er at man ser på RCT'er som den eneste form for dokumentation i medicinske og sundhedsmæssige sammenhænge. RCT'er er lavet til at teste og kvantificere effekten af en monobehandling overfor en given sygdom. Altså man giver en enkelt ting, der bruges til at behandle en given sygdom. D.v.s. hvordan et specifikt middel virker på en bestemt diagnose. Det er en glimrende måde at undersøge hvorvidt og hvordan et medikament, der jo er en monobehandling, virker på en given diagnose…i hvert fald hvis studiet laves godt nok og der ikke fifles med resultaterne og analysen, noget der desværre forekommer.

Men RCT'er er slet ikke egnede til at teste mere komplicerede og avancerede interventioner, såsom kostomlægning, livsstilsændringer med flere komponenter eller brugen af flere næringsstoffer på en gang, da de statitiske modeller der bruges i RCT'er ikke kan finde hoved og hale i mere end en enkelt intervention/behandling ad gangen. Betyder det så, at behandlinger og interventioner der ikke kan testes med en RCT ikke er videnskabelige? Betyder det at deres effekt ikke kan dokumenteres? At de ikke kan bruges? At de ingen effekt har? NEJ!

Et trin tilbage for større overblik: Moderne medicin har egentlig sejret sig selv ihjel. Det er fantastisk at man kan give en antibiotikabehandling og kurere en ellers dødelig infektion. Det er fantastisk at man kan give binyrebarkhormoner og stoppe et akut anfald af tarmbetændelse eller ødemer i hjernen efter f.eks. et biluheld. Læg mærke til trenden her: Medikamenter virker akut på meget specifikke problemer, der er meget afgrænsede både fysisk og tidsmæssigt! Så ja, moderne medicin har gjort mennesket i stand til at håndtere en lang række helbredsproblemer, sygdomme og situationer der ellers ville være fatale.

So far so good. Men man må også se en anden ting i øjnene: Der er en masse helbredsproblemer udover de akutte ting, hvor moderne medicin ikke virker rigtig effektivt. Livsstilssygdomme i bredeste forstand er ikke noget der er opstået akut, de er ikke resultatet af en enkelt mekanisme, der er kørt af sporet. De er resultatet af mange faktorer i samspil. Så her er moderne medicin ikke så egnet, for det er designet til at påvirke en bestemt ting eller mekanisme i kroppen, ikke mange sammenhængende faktorer, ikke samspillet mellem forskellige systemer og reaktioner i kroppen. Og RCT'er ikke egnede til at undersøge behandlinger og interventioner af sådanne problemer, for RCT'er kan kun "overskue" en bestemt ting ad gangen. Men det er jo ikke det, der skal til for virkelig at håndtere velfærdssygdomme.

En analogi: Det har været et fantastisk fremskridt, da hammeren blev opfundet. Alt arbejde med træ blev meget nemmere, for nu kunne man slå søm i. Det har ledt til løsning af en masse problemer med bygning af møbler, bygninger o.s.v. Det har ledt til fremskridt og udvikling. Hvordan kan man så teste, om en hammer er god? Om den virker? Man kan prøve at slå søm i med den. Man kan checke om grebet passer ens hånd. Man kan undersøge om det materiale hammeren er lavet er, er holdbart nok til en hammer. Hvis hammeren "dumper" på nogle af de områder, så er det en dårlig hammer. Men der er jo visse ting en hammer ikke kan. Man kan ikke bruge en hammer til at save et stykke træ over. En hammer er også håbløs, hvis man skal skrue skruer i noget. Samtidig er både save og skruetrækkere jo ret vigtige, hvis man vil arbejde med træ.

Forestil dig nu, at man kun vælger at teste værktøj, ved at teste som man ville teste en hammer. Dette gør man, fordi det var en landvinding da hammeren kom til verden. Men hov, ja ja, hammeren var fantastisk, men den er jo ikke det eneste relevante stykke værktøj til træarbejde. Derfor kan man heller ikke teste værktøj som helhed, ved at teste som man ville teste en hammer.

Det er desværre det man har låst sig fast på i moderne medicin. På grund af den succes moderne medicinsk behandling (altså farmaceutisk behandling med lægemidler) har været overfor visse helbredsproblemer og sygdomme, har man nu fået den ide, at effektiviteten af al behandling skal måles på den måde, der passer bedst til lægemidler. Det svarer til at prøve at teste om en sav er et godt stykke værktøj, ved at checke de ting man ville checke med en hammer. Selvfølgelig får man et negativt svar. Det er ikke fordi saven ikke virker. Ej heller fordi det ikke kan lade sig gøre hvorvidt saven virker. Problemet er, at man har valgt at bruge de forkerte redskaber til at undersøge.

Så når ting som mere omfattende kostændringer med flere komponenter bliver afvist som værende uvidenskabelige eller udokumenterede, er det ikke helt korrekt. Ja, de er måske ikke blevet undersøgt med en RCT. Det kan være fordi ingen har haft ressourcerne til at lave en RCT, fordi det ikke er muligt at lave en RCT til at undersøge lige den behandling eller fordi en RCT ikke har kunnet påvise noget resultat…ligesåvel som en sav ikke kan bruges til at slå søm i et stykke træ og en "søm-i-slånings-test" derfor ikke ville sige noget, hvis man overhovedet kan lave en sådan med en sav.

Når der så er mange mennesker, der oplever en forbedring ved at bruge og benytte sig af sådanne "udokumenterede" ting, bliver det pludselig klart, hvor stort et problem det er, at man stadigvæk kun bruger RCT'er som "lovlig" dokumentation. Folk gør noget "alternativt" og det har en effekt på dem, men det kan ikke undersøges med en RCT. Derfor kan det ikke være "sandt". Jo det kan! Jo det er!

Hvis man skulle være lidt fræk, kunne man påstå at dem der blankt afviser alt sådant "alternativt", fordi det ikke er bevist med en RCT, faktisk svigter patienterne. De bliver ikke informeret om behandlinger og tiltag, der kunne gøre en forskel for dem. De får ikke noget at vide, fordi man kun vil forholde sig til ting, der kan testes med RCT'er. Problemet er blot, at der er masser af behandlingsformer, der ikke kan testes med RCT'er eller der ikke egner sig til at blive testet og evalueret på den måde.